Virksomheder skifter af og til bank. Hvis du bruger Iteras, er det meget vigtigt at du gør os opmærksom på bankskiftet inden du skifter, så vi kan vejlede dig i de nødvendige skridt for at dit Iteras betalings-setup stadig fungerer, og tjekke alt igennem efter skiftet.
Ændringer hos banken
Hvis du tager imod indbetalingskort, har du tilknyttet et FI-nummer, som banken administrerer. Det er af største vigtighed, at dette nummer flyttes med over i den nye bank, og peger ned på din nye abonnementskonto. Den anden ting som er (lige så) vigtig er, at den nye abonnementskonto – og kun den, ikke de andre konti! – af den nye bank opsættes til at advisere via Betalingsservice. Ellers får Iteras ikke besked om indbetalingerne, og så udsendes der måske uberettigede rykkere til abonnenterne.
Det er endvidere vigtigt, at der ikke betales andre indbetalingskort ind på kontoen. I praksis anbefaler vi derfor, at kontoen kun bruges til abonnementer.
Ændringer hos Betalingsservice
Hvis du tager imod indbetalingskort – dvs. har en Betalingsservice-kreditoraftale – skal du endvidere have ændret dine stamdata hos Betalingsservice. De skal vide, hvilket kontonummer Betalingsservice-indbetalinger (de automatiske træk) skal flyde ind på. Det foregår her: https://betalingsservice.dk . Du skal medsende et kontoudtog fra din nye bank som dokumentation, når du indsender ændringen til Betalingsservice. Det er vigtigt, da alt dette jo handler om, hvilken konto dine abonnementsindtægter bliver indbetalt på.
Ændringer hos Clearhaus
Hvis man har indløsningsaftale hos Clearhaus, sendes en besked til support-desk med aftalenummer, gammel konto og ny konto. De skal for begge konti bruge SWIFT og IBAN og banknavn.
Ændringer hos Nets/Teller
Man kan ændre bankkontonummer via dette link: https://www.nets.eu/dk-da/spforms-popups/Pages/MS-Aendring-af-kontonummer.aspx?isDlg=true
Hvis du ikke har gjort noget af ovenstående…
Hvis du er kommet til at flytte bank uden at fortælle os om det, og uden at lave ændringerne herover, vil indbetalingerne ikke længere blive registreret korrekt i Iteras. Hvis du har rykning slået til i Iteras, får abonnenterne rykkere for fakturaer, de har betalt, og få ting kan få folk hurtigere op ad stolen. Der bliver mail- og telefonstorm, alle er sure, og så hører vi fra dig.
Det gælder så om:
1) At få sat rykkerudsendelsen i bero, indtil pkt. 2 og 3 herunder er gennemført.
2) hurtigst muligt at få gennemført de ændringer, der er beskrevet herover.
3) at få indlæst de indbetalinger, der er gået ind i mellemtiden, men som ikke er registreret i Iteras. Det sker ved at du sender et digitalt bankudtog til Iteras, hvor vi kan se indbetalingerne som skal indlæses. Så står vi for indlæsningen.